Vi opdaterer vores hjemmesidedesign for at forbedre oplevelsen på vores hjemmeside.

Klassisk og moderne

Ingen kirke uden musik og sang! Gl. Holte Kirkekor består af en række dygtige korsangere, der står under ledelse af organist og pianist Elena Koukhar (foto). Hvert år har vi et varieret koncertprogram med kendte navne. Dertil kommer musiksoiréer, vores årlige, festlige nytårskoncert og meget mere. Gl. Holte Kirke er også vært for koncerter i forbindelse med Rudersdal Sommerkoncerter, hvor alle provstiets kirker står sammen om en stribe koncerter.

Elena Koukhar Siden 2022 har Elena Koukhar været organist ved Gl. Holte Kirke. 
Hun tog diplomeksamen som pianist fra Det Kgl. Danske Musikkonservatorium i 2004, hvor hun havde professor José Ribera og docent Amalie Malling som lærere. Efter Diplomeksamen var Elena Koukhar beskæftiget som akkompagnatør ved Operaerne i København og Malmø. Elena blev fascineret af orglet som instrument og fik efter præliminær orgeleksamen ansættelse ved Draaby / Gerlev kirker i Jægerspris i 2008. Som idéskaber og kunstnerisk ansvarlig skabte hun i 2009 Jægerspris Slotskoncert, og modtog i den anledning Frederikssund Kommunes Kulturpris i 2010. I 2015 afsluttede Elena sin kandidateksamen på orgel ved Det Kgl. Danske Musikkonservatorium under docent Hans Ole Thers. Studierne foregik også hos professor Sophie-Véronique Cauchefer- Choplin i Paris, hvor Elena i 2013-2014 fungerede som organist ved Den Danske Kirke. I Paris spillede Elena bl.a. til koncert i Saint-Sulpice Kirke med dens verdenskendte orgel. 

Kirkesangerne

Toke Odin,  tenor, komponist og korleder. Uddannet cand.mus. i komposition fra Det Kongelige Danske Musikkonservatorium samt cand.mag i musikvidenskab fra Københavns Universitet.

Joakim Larsson, bas, operasanger. Uddannet fra Det Kongelige Operaakademi, København, Det Kongelige Danske Musikkonservatorium, Master of Vocal Performance -Manhattan School of Music, New York.

Pia Aurdal Holmberg, sopran. Privatuddannet sanger hos Bodil Øland. Pia har igennem flere år sunget I Sokkelund Sangkor og tidligere også i kammerkoret Vox Nobis, hun har været kirkesanger Lyngby Kirke, og de seneste 25 år har Pia Aurdal Holmberg sunget i Gl Holte Kirke.