Præstetanker: Det frie menneske og den frie verden

Præstetanker: Det frie menneske og den frie verden

Præstetanker: Det frie menneske og den frie verden

# Nyheder

Præstetanker: Det frie menneske og den frie verden

Af sognepræst Jannik Theilgaard

Hvad vil det egentlig sige at være rundet af den danske muld og den danske kultur? Hvem er vi egentlig som danskere og som folk? Det har de seneste års udvikling fået mig til at spørge mig selv om, og der står jeg ikke alene.

Det er spørgsmål, der har meldt sig siden den såkaldte globalisering gjorde sit indtog. De fleste troede, vi kunne eksistere i en verden, hvor ideologi, religion og moralske værdisæt var uden betydning. Men andre kulturer er kommet tættere og tættere på, ligesom globale problemer som klimaets tilstand og store flygtningestrømme. Det, der står øverst på dagsordenen lige nu, er den krig, der stadig udkæmpes i Ukraine, hvilket blandt andet har gjort, at verden nu er under omkalfatring. En række af verdens ledere er nu mere optaget af sig selv end at lede verden.

Vi bliver nødt til at spørge, hvem vi er i dette mere eller mindre organiserede kaos. Eller med andre ord, hvad ligger ved roden af den kultur, vi kan kalde vores? Hvad ligger ved roden af den kristendom, som er en uerstattelig del af vores kultur? Svaret er frihed. Vi vil til enhver tid kæmpe for vores frihed. Og det fordi den er det mest værdifulde, vi har.

Hvad er frihed? Det er jo et smukt ord. Men hvad er det for en slags frihed, der ligger til grund for netop kristendommen og vores kultur? Det er en frihed på vilkår. Det er en frihed på betingelser. Det er en frihed, hvormed der følger et ansvar.

For med til frihedens væsen hører, at frihed ikke kun er for de få. Frihed er for alle. Hvis det kun er vores egen frihed, vi har for øje, er det ikke frihed, det handler om, men undertrykkelse af de andre, der ikke er frie.

Frihed er ikke den totale frihed fra alt og til alt. Friheden er ikke at leve et liv uden ansvar. Friheden er at tage ansvaret på sig og skabe frihed. Og skaber du frihed for andre, skaber du også frihed for dig selv. Vi er en del af det samme fællesskab, som er betingelsen for, at vi hver især kan udvikle os. Uden de andre, kan jeg ikke blive mig selv. Så jeg må og skal skabe frihed for alle.

Det er ikke alle der forstår det. Mildest talt. Selv i den såkaldte frie verden. At være fri er at være bundet. Og derfor er spørgsmålet om, hvad eller hvem vi binder os til af største betydning. I den verden vi lever i nu, er det tydeligt, at mange har problemer med at finde ud af det.

Bag hvert 'Du skal', bag ethvert krav, som kan lyde hårdt og urimeligt, ligger der en konsekvens, hvis du ikke gør det, der fordres. Gør du ikke det, du er forpligtet til, så mister du dig selv, så vil du ikke være den, du skal være. Så fejler du, ikke bare over for kravet men også, og ikke mindst, over for dig selv.

Vi er bundet til friheden, ikke til alt muligt andet, som vi tror er frihed. Vi er bundet til den samme frihed, som blev udtrykt i Jesu liv.

 

Du vil måske også kunne lide...

0
Feed